Business Intelligence Konsulent søges

Er du helt tosset med business intelligence og har du en god evne til at sætte dig i kundernes sted?

Så har vi det helt rigtige job for dig!

BI-systemkonsulent søges

Hvad går jobbet ud på?

Vi søger lige nu en dedikeret og nysgerrig BI Konsulent til vores konsulentteam i InfoSuite A/S. Jobbet består i at implementere vores business intelligence løsninger hos kunderne samt udvikling og optimering af eksisterende løsninger.

Dialog med kunder og sparring med kollegaer er en stor del af din hverdag. Projekterne kræver, at du er i stand til både at løse dem individuelt og i samarbejde med dine kollegaer.

I jobbet beskæftiger du dig primært med implementeringen af datamodeller, strukturer, dashboards og analyser i InfoSuites backend såvel som frontend.

Jobbet kræver en stor lyst til interaktion med kunder kombineret med en solid teknisk forståelse for business intelligence og dets muligheder.

… og er det dig, vi leder efter?

Du har højst sandsynligt en uddannelsesmæssig baggrund som cand.merc. IT/BI, ingeniør, BSc eller noget helt fjerde. Om du er nyuddannet eller har en smule erfaring er ikke altafgørende. Det vigtigste er, at du interesserer dig for business intelligence samt teknikken bag BI. Du har lysten til at lære InfoSuites kunder, produkter, markeder og løsninger at kende og har lyst til at opbygge kompetencer på dette område.

Du har en positiv tilgang til både forretningsmæssige og tekniske problemstillinger. Du trives godt i at fordybe dig i alle størrelser af projekter. Du evner at sætte dig i kundens sted og ynder at levere det bedste resultat hver gang.

Som en del af opstarten hos InfoSuite vil du naturligvis gennemgå et struktureret og gennemprøvet uddannelsesforløb, så vi sikrer os, at du får de bedste forudsætninger for at få succes i jobbet.

Vi søger en motiveret og energifyldt kollega, der har let til smil og vægter det fælles mål højt.

I stillingen som Business Intelligence Konsulent er det en fordel, hvis du:

  • Har erfaring med eller kendskab til SQL
  • Har indgående kendskab til databasestrukturer
  • Er vant til kundekontakt
  • Interesserer dig for forretningsudvikling- og optimering
  • Trives med at nørde i data, men også evner at videreformidle vigtige pointer

Om du er erfaren eller grøn er ikke afgørende for en plads på holdet. Det vigtigste for os er viljen og lysten til at engagere sig i business intelligence og datadrevet forretning.

Vores kunder er meget forskellige, hvilket betyder, at de opgaver vi skal løse for dem også er meget forskelligartede. Det er meget motiverende at se, hvordan de løsninger, vi laver for dem, kan være med til at styrke de enkelte virksomheders beslutningsgrundlag.
Laila Pedersen, Chefkonsulent

Laila Pedersen
BI-konsulent søges

Vi tilbyder mere end bare et job

Du tilbydes en spændende hverdag med rig mulighed for faglig udvikling i en velkonsolideret virksomhed. Der er gode muligheder sparring og samarbejde, og du vil møde korte beslutningsveje.

InfoSuite er et mindre firma i Herning med store vækstambitioner. Faglig og menneskelig udvikling er en vigtig del af vores firmakultur. Vi ser det som et plus, at vores medarbejdere søger ny viden. Du tilbydes en attraktiv lønpakke efter kvalifikationer.

Vi vægter engagement, fællesskab, humor og balance mellem arbejde og fritid. Du får mulighed for at arbejde ud fra fleksible arbejdstider, og du får selv et stort medansvar i at planlægge din arbejdsdag. Vi vægter det kollegiale sammenhold højt og afholder ofte arrangementer, der styrker fællesskabet og glæden ved at hygge sig med hinanden ud over arbejdet.

Lidt om InfoSuite

InfoSuite udvikler, sælger og implementerer Business Intelligence- og budgetteringsløsninger til mellemstore virksomheder i både Danmark og udlandet. Vi beskæftiger godt 30 medarbejdere i Danmark og Ukraine. InfoSuite er kendetegnet ved en styringsform og en kultur, præget af et stærkt værdisæt, der sikrer en høj grad af selvstændigt engagement og samhørighed.

InfoSuite har i næsten 30 år leveret intelligent information til mange tusinde daglige brugere. Vores kunder befinder sig bl.a. inden for tekstil, food, forsikring, detailhandel, distribution, produktion, forsyning og serviceerhverv, hvorved vi repræsenterer et bredt udsnit af dansk og europæisk erhvervsliv.

Datadreven beslutningsstøtte bliver vigtigere og vigtigere, og der er et stort potentiale i markedet. InfoSuite har en solid forretning med et godt udgangspunkt for at drive de ambitiøse vækstmål, der er sat for de kommende år.

Kontakt og ansøgning

Ansøgningsfrist: Fredag d. 20. september 2019

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Teamleder, Flemming Rasmussen på tlf. 2526 5107 eller fr@infosuite.dk. Du skal sende din ansøgning til info@infosuite.dk, mrk. e-mailen “Business Intelligence Konsulent”.

Ansøgninger behandles løbende. Opstart er hurtigst muligt. Du kan læse mere om, hvordan vi behandler din ansøgning her.

Vi har travlt, og har fortsat brug for flere skarpe konsulenter
til at udvikle løsningerne hos vores kunder

Flemming Rasmussen, Teamleder

Flemming Rasmussen

Uopfordrede ansøgninger

Vi er altid på udkig efter kompetente medarbejdere som brænder for at være en del af vores team. Du er derfor meget velkommen til at sende en uopfordret ansøgning vedlagt dit CV.

Du kan sende din ansøgning til info@infosuite.dk.